Den 4. Statsmagt og anden nuttet romantik

”En radio-serie om, hvordan Beskæftigelsesministeriet i en række sager brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og vildledte Folketinget.

Tildelt FUJ-prisen 2009, prisen for Fremragende Undersøgende Journalistik.”

Stort tillykke til Jesper Tynell for det flotte arbejde og den kollegiale anderkendelse, men ikke mindst stort (forsinket) tillykke til Claus Hjort Frederiksen for forfremmelsen fra beskæftigelsesminister til finansminister.

Det krævede ingen gravende P1-journalist at afsløre at den daværende statsminister ledte Danmark i krig i Irak på fejlagtigt (løgnagtigt?) grundlag, men ikke desto mindre et endnu mere forsinket tillykke til Anders Fogh Rasmussen, for de to på hinanden efterfølgende genvalg samt forfremmelsen til Nato-generalsekretær.

Jeg vil vove den påstand, at i et land med et velfungerende mediebillede, en såkaldt 4. statsmagt, så havde ovenstående to forfremmelser ikke kunnet finde sted. I et samfund med et velfungerende medieblik på samfundet ville de to herrer være blevet tvunget til at finde nye jobs, der bedre matchede deres evner udi omgang med sandheden og respekt for demokratiet.

Sådan forholder det sig desværre ikke. Politikere i Danmark, med en vis magtplatform, behøver ikke frygte mere end et par ridser i lakken. Men hvordan er det nu kommet (jeg forestiller mig at det har været anderledes, men tager måske fejl) så vidt.

Jeg ved det ikke, men fik et lille fingerpeg på årets TV-Festival hvor Martin Krasnik var moderator på en session med DJ, executive producer fra The Daily Show. Krasnik spurgte om ikke Daily Show-folkene var bange for at blive anklaget for bias, når de for et meste kun laver sjov med republikanerne.

DJ svarede uforstående noget i stil med: Hvorfor skulle vi være det? Det er jo republikanerne der leverer det bedste materiale.

Jeg tror Krasniks spørgsmål er meget sigende for danske medier. Frygten for at blive anklaget for bias. Pænt forklædt og omskrevet som tilstræbt objektivitet, ”fairness” eller hvad kønsløs ligegyldighed nu ellers har af kælenavne for tiden.

Intimidering

Og så er der selvfølgelig den helt konkrete frygt for intimidering, et magtfuldt våben indført af ovenstående forhenværende statsminister og hans rådgivere.

I mit tidligere job frekventerede jeg regelmæssigt Foghs tirsdags-pressemøder, og kunne ved disse lejligheder beundre, hvor helt og aldeles geniale tirsdagsmøderne, og særligt deres vært, var til at lukke ned for Christiansborg-journalistikken.

Hvem har lyst til at stikke næsen frem, og til gengæld få et nedgørende, ydmygende verbalt nakkedrag af statsministeren, i alle kollegernes påsyn? Ingen, og således skaffede Fogh Rasmussen sig arbejdsro.

(DR var i forvejen lammet af års mistænkeliggørelse og svovldunstende DF-ånde i nakken, og TV2’s (små-)borgerlige slagside er så mainstream og indlysende, at den efterhånden synes ukontroversiel).

På den ene side har vi altså den selvpåførte, fagligt institutionaliserede frygt (eller er det angst?) for at ligne én der mener noget, og på den anden har vi den frygten for magten. Læg dertil udbredt manglende udsyn og perspektiv, og konsekvensen er dels, at der er langt mellem Jesper Tynell’erne, men også dels at skurkene slipper af krogen trods rigeligt med belastende materiale.

Den samfundsmæssige konsekvens er, at fortællingen om den 4. statsmagt rettelig havner i samme kategori som fortællingen om dengang ”danskerne” hjalp flygtninge over Øresund under krigen.

En nuttet fortælling der stiver selvfølelsen af, men som ikke har det store med dagens virkelighed at gøre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *