En kavalkade over mine skriverier om SF’s formandsvalg

Jeg skriver idag, under overskriften »La Famiglia og det Christiansborg’ske plidder-pladder-parallelunivers«, bl.a. om min forbløffelse over kommentariatets forbløffelse over, at Anette Vilhelmsen vandt så sikkert over Astrid Krag:

Mange har gennem de seneste uger spurgt mig, om det bare var dem, der ikke vidste nok om politisk kommunikation, til at kunne gennemskue La Famiglias strategi? Jeg kunne kun svare nej, det var ikke bare dem, og det handlede ikke så meget om kommunikation: Perlerækken af forkerte beslutninger er ikke et udtryk for en særligt udspekuleret strategi, men derimod slet og ret et udtryk for netop en perlerække af forkerte beslutninger.

Ovenstående indlæg følger tråden fra mine tidligere skriverier angående SF’s formandsvalg. Her fra »Villys afgang – og refleksioner over hvem der skal afløse« der er fra umiddelbart efter meldingen om – tja – Villys afgang:

(…)  at det er Villy og hans allierede, der har bragt SF ud i en dødsspiral. Det SF desperat har brug for, for at bryde den negative spiral, er samling, forventningsafstemning og en ny start.

Intet af det kan Villy Søvndal, eller hans sandsynlige kronprinsesse Astrid Krag, levere.

De er en central del af problemet: et parti der aldrig fik den nødvendige tid til at udvikle sig organisk til det samlede, velsmurte, moderne parti, som Villy, Thor Möger m.fl., render rundt og leger, og prøver at bilde os ind, at SF er.

Det er denne illusion der skal punkteres, en gang for alle, for ellers bliver SF aldrig i stand til at kommunikere ægte.

Senere skrev jeg i indlægget »SF, formandsvalget og de russiske sletter«:

Den nuværende SF-ledelses manglende succes med – og evne til, kunne man mistænke – at skabe fælles retning internt, er lige så lidt overbevisende, som dens succes med at sætte tydelige SF-fingeraftryk på regeringens politik.

Standardsvaret på begge dele er: ’SF er i regering for første gang, og det er kun nogle få der bliver ved med at brokke sig, og nu skal vi fokusere på, at have en god proces’.

Problemet med de udsagn er, at ingen tager dem for pålydende, men hører dem som netop standardsvar, der egentlig ikke svarer på, hvordan det kan være, at det går så dårligt.

Det gør nu ikke så meget, for de fleste kender svaret: fordi det i længden er utroværdigt at lire standardsvar af, og dermed undervurdere opinionens intellekt, i stedet for at kommunikere med overensstemmelse mellem hvad man siger og gør, og hvordan man ser ud i mens.

Alle opdager de krydsede fingre på ryggen, og finder i stedet nogle andre at lege med.

Dette er SF’s grundlæggende problem: At det der foregår simpelthen ikke er troværdigt, og at det er netop troværdigheden, der skal genetableres.

I indlægget »SF: Vind valget med svinere på Facebook« kigger jeg nærmere på 72 timers SF-valgkamp på facebook og omegn. Redaktørens manchet lyder:

Formandsvalget i SF mellem Astrid Krag og Annette Vilhelmsen er blevet beskidt. Og Facebook viser sin styrke som medie for valgkampen. På Facebook kan støtterne døgnet rundt rykke i felten for deres kandidater. På Facebook kan der placeres tvetydige advarsler og tvetydige ’præciseringer’ uden at nævenyttige journalister blander sig i første omgang. SF kan blive det første danske parti, hvis formand er valgt på eller af Facebook. Følg her Facebook-debatten om SF i 72 afgørende timer, fra søndag og tirsdag.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *