Jeg havde selvfølgelig set at seminarprogrammet rummede hele fire advokatoplæg, men havde tænkt at det var fordi vi skulle introduceres til spændende nyt.
Det blev vi ikke. Udover over et massivt tematisk overlap, så afspejlede alle juraoplæggende en tilgang til medieproduktion hvor vi som kreative, producenter osv., skulle lære at skærme os mod det store, onde internet.
Seminaret hed Digital Content Distribution, og var tilnærmelsesvist skizofrent. På den ene side fortalte advokaterne – meget detaljeret – om hvordan man (i teorien) forsvarer den gamle forretningsmodel, baseret på eksklusiv ret til distribution af kopier, og på den anden side blev vi introduceret for konkrete projekter, der lod fortid være fortid, og fokuserede på nettets uanede muligheder for effektiv distribution.
Jeg fandt overvægten af bagud skuende jura uhyre trist; et vidnesbyrd om at dele af den europæiske filmbranche, i 2009, tilsyneladende ikke har lært det fjerneste af musikindustriens forsømte tiår, og i stedet for at gribe fremtiden, søger trøst hos advokater, der kan forsikre dem om at det er nettet og dets brugere, der er amoralske og egoistiske.
Et tema som jeg og mange andre, har brugt de sidste ti år på at diskutere og arbejde med, og som således ikke burde være noget nyt. Men tilsyneladende kan der være brug for en hurtig rekapitulation.
For så vidt angår distributionen af musik, film, nyheder osv., så ligger den atom-baserede økonomi bag os. Endegyldigt. Velkommen til bit-økonomien, hvor kunderne i udgangspunktet gennemskuer, at en digital kopi stort set ikke koster noget. Og kunder er altså ikke dummere, end at de ikke gider betale hvad der indlysende er en overpris i en digital virkelighed uden naturlig knaphed.
Kunderne vil derimod gerne betale for convenience, ekstra-materiale, eksklusivitet og identitet. Resultatet er en, i og for sig, sund tilbagevenden til produktet, håndværket og publikum som omdrejningspunktet for forretningsmodellen, i stedet distributionen af flest mulige fysiske kopier. Brian Newman har i øvrigt en fin artikel desangående på Screendaily.com
Det der går galt, også i førnævnte seminarprogram, er selvfølgelig en fokusering på den del af ophavsretsbegrebet, der er historisk knyttet til distributionen af fysiske medier: Den eksklusive ret til at producere kopier. Debatten om den nye medievirkelighed er således ikke et spørgsmål om at anfægte kunstnere eller mediers ophavsret. Det er alene et spørgsmål om krampagtigt at fastholde de historiske betingelser for at kapitalisere på ophavsretten.
Med bit-økonomien er disse mulighedsbetingelser ganske enkelt grundlæggende forandrede. Kampen for den eksklusive ret til at kopiere er endegyldigt tabt (og godt det samme), og som konsekvens kan vi konstatere, at der er spildt værdifuld tid i forhold til at erobre den nye virkelighed.
En virkelighed der kommer til at betyde, at det kreative virke, medievirksomheder og indtægtsstrømme, vil forandres og tage nye former. Det er en virkelighed der kalder på mod, innovation og ny lovgivning. Ikke på konservatisme.
Så drop nu de advokater. Om ikke andet fordi deres slideshows er så grusomt kedelige.