Snakken med min skuespillerven havde udviklet sig til et skænderi, hvis ikke jeg havde haft en usædvanlig overskudsagtig dag. Han endte i hvert fald i det røde felt, men da der skal to til en tango, så blev det ved en ensidig ophidselse og ikke et egentlig skærmydsel.
Temaet vat fildeling, og mere konkret skuespillernes forventede tab på de forsvindende rettighedspenge. Jeg forstod godt hans frustration. Som udøvende kunstnere er skuespillerne lavest i fødekæden, når boet efter de punkterede, traditionelle forretningsmodeller skal gøres op.
Vreden var rettet mod fildelerne, som han anklagede for at handle amoralsk, uden at tænke på andre end dem selv, og dermed at underløbe underholdningsarbejdere som ham selv.
Jeg prøvede at forklare, at det snarere end et spørgsmål om moral, var et spørgsmål om forretningsmodeller der havde haft sidste udløbsdato, og dermed også et arbejdsmarked der skulle gentænkes.
Nå ja, og så en portion god, gammeldags klassekamp, hvor skuespillerne, musikerne, journalisterne og alle andre kreative, må sikre sig en anstændig del af den tiloversblevne kage fra producenter og arbejdsgivere.
Samtalen endte i en forsonlig tone, og jeg tror det lykkedes at få ham til at forstå, at blikket skulle rettes mod fremtiden, og ikke fortiden. Jeg illustrerede det med kinesiske ordsprog: ”Når forandringens vinde blæser, så er der de der bygger læhegn, og de der bygger vindmøller”.
Lidt provokerende. Men han kan tage det.
Det er i det hele taget et tema, der virker animerende på temperamenterne. Tag nu f.eks. Chris Anderson, og hans bog Free. Denne replik mellem Anderson og journalist Malcolm Gladwell (Tipping Point, Blink, Outliers) er er en – lidt mere afdæmpet – parallel til diskussionen mellem undertegnede og min skuespillerven, den formiddag på caféen.
Hvor Anderson dybest set kommer med forholdsvis banale beskrivelser af den nye medievirkelighed, og giver sine bud, som jeg er nok er tilbøjelig tll at mene er ganske ædruelige, men som ikke desto mindre blot er netop hans bud – så læses og forstås han tilsyneladende som en ulykkesfugl.
But don’t kill the messenger. Free er ikke et normativt udsagn. Det er et deskriptivt.
Når vi beskæftiger os med forandringerne i mediebilledet, så er det oftest med udgangspunkt i og fokus på mediehusenes trængsler. Men forandringerne rækker selvfølgelig videre, og vil formentlig betyde en redefinering af hæderkronede udøvende kreative erhverv som journalister, skuespillere, filmfolk m.fl.
En fremtid der bl.a. berøres i Mennesker og Mediers fremragende sommerserie fra USA.
Det der stødte min skuespillerven og Malcolm Gladwell på manchetterne er opridsningen af en virkelighed hvor indtægter ikke længere kommer fra rettigheder og salg af fysiske eksemplarer. Kort sagt den traditionelle forretningsmodel bag en stor del af underholdnings- og medievirksomhed.
Så når de døende aviser fyrer journalisterne i kampen for at holde hovedet oven vande, hvad skal den pludseligt opståede, massive journalistiske overkapacitet så leve af? Andersons bud er at de bl.a. skal lære de tusindtallige bloggere at skrive og formidle.
Fokus flyttes fra fastansættelse ved samlebåndet, til salg af håndværk og viden. Således også for skuespillere om andre.
Det er konfronteret med sådanne scenarier at sindende kommer i kog. Og det er såmænd forståeligt nok, givet den utryghed og uvished forandringen selvfølgelig medfører.
Det ændrer blot ikke ved, at det kreative arbejdsmarked vil undergå radikale forandringer, og vil indebære store udfordringer til de traditionelle faglige selvforståelser og – opfattelser.
Og jeg er ret overbevist om, at det ikke hjælper noget at være vred.